Nyheder

Fra bygningsrapport til totalrådgivning

Som boligforening kan det være svært at vurdere, hvornår revnen i murværket bliver et reelt problem eller hvornår taget trænger til et løft og hvordan griber man så det hele an og får et overskueligt overblik over indsatser, der kan skabe forbedringer og besparinger både på den korte og den lange bane?

Hos A/B Garvergaarden på Frederiksberg havde foreningen tilbagevendende facadeproblemer og spørgsmål om tagets stand. Der var brug for en gennemgang af ejendommen fra kælder til kvist samt en prioritetsplan de kunne arbejde efter fremadrettet. Efter grundig kortlægning og udarbejdelse af bygningsrapport og vedligeholdelsesplan, kunne foreningen ud fra rapporten prioritere indsatsen.

Den gode tilbagemelding

Lau Sørensen fra Ingeman Fischer, der er uddannet bygningskonstruktør med mere end 10 års erfaring indenfor sit felt, lægger især stor vægt på kommunikationen:

 

”Den gode tilbagemelding skal være let at forstå for kunden. En ting er de meget tekniske begreber og forklaringer os fagmænd imellem og noget helt andet er at forklare og formidle viden, så det bliver forståeligt  for kunden, og det lægger jeg meget vægt på både i mine verbale og skriftlige formuleringer, når jeg vender tilbage. En vedligeholdelsesplan, der er let at forstå, er også med til at sikre et bedre overblik over prioritering af indsatser, der ikke kun bliver prioriteret, men rent faktisk også implementeret, da de er lette at oversætte til praktiske løsninger, der i sidste ende kan forbedre ejendommens tilstand”

Den klassiske Frederiksberg ejendom, der blev opført i 1901 ligger på samme grund som et tidligere garveri til skindhandsker – deraf navnet – kan se frem til følgende forbedringer i 2019;

 

Renovering af tagkonstruktionen

Facaderenovering

Partiel vinduesudskiftning

 

Tilbudsliste, tegningsmateriale og arbejdsbeskrivelser er netop sendt i udbud og vi er meget spændte på, hvem der bliver valgt til entreprenører på projektet. Beslutningen bliver taget i slutningen af januar efter afholdt licitation, og håndværkerne starter arbejderne op til marts, hvor Lau fortsætter som projektleder for foreningen.

At bygge bro

Som projektleder er der mange bolde at holde styr på og det er projektlederens rolle at forsøge at foregribe begivenhedernes gang. For Lau er rollen som bindeled afgørende for at mindske de misforståelser, der kan opstå undervejs i processen:

 

”Jeg ser rigtig meget frem til at starte dette her projekt op, hvor mine rolle bliver at være bindeleddet mellem ingeniører og arkitekter og bygge bro mellem foreningen og entreprenøren - rollen som mægler har jeg det rigtig godt med! Det spændende ved dette her projekt er det øgede fokus på den æstetiske del, hvor der skal værnes om bygningens udtryk, som skal bevares i sin oprindelige stand. Her er det min fornemmeste opgave at være opmærksom på de forskellige faldgruber, der kan opstå undervejs i projektets faser og sørge for, at kommunikationen flyder mellem alle parter.”

 

Vi i Ingeman Fischer bistår foreningen igennem hele processen, og er med helt til afslutningen af arbejderne så foreningen trygt kan følge projektets udvikling og det endelige resultat.